App-funktioner: Skær ned i stedet for at skrue op

By Nanna Kirketerp-Møller Viden om Apps Kommentarer lukket til App-funktioner: Skær ned i stedet for at skrue op

App funktioner

Et af de bedste råd, vi kan give til dem, der påtænker at få udviklet en app er: Vær skarp på funktionerne fra start af! Optændt af inspiration oplever mange nemlig en snowball-effekt, hvor konceptudviklingen griber om sig. Det gør den, fordi man fristes til at inkludere så meget som muligt i appen. ”For kunne det ikke være smart, hvis man OGSÅ kunne ..?”

På trods af at man i bedste mening vil optimere konceptet for ens app og give brugerne alt, hvad de drømmer om, risikerer man at gøre mere skade end gavn. En verden af muligheder lyder i princippet godt. Men det er det sjældent i praksis. Tværtimod, er det en rigtig god idé at sortere groft i mulighederne, når man skal gøre sig klart, hvad appen skal kunne, og ikke mindst hvordan den skal se ud.

Lav derfor gerne en prioriteret liste fra start over hvilke funktioner, der er essentielle, og hvilke funktioner, der altid kan blive tilføjet senere. Denne liste kan holdes opdateret fra idé-fasen over udvikling til lancering. Du vil sikkert opdage, at flere af funktionerne forekommer overflødige, når først appen er lanceret og i brug hos tilfredse brugere.

”The simplest explanation is often the correct one,” siges det. En viderefortolkning, der gør sig gældende for apps, kunne være, at den enkleste app-løsning er den rigtige.

Til glæde for dig som app-stifter

Afvejningen af prioriteringer er ikke kun vigtig i fasen for idé- og konceptudvikling, men også i programmeringsfasen. Når man først er i gang med at få udviklet appen, får man let idéer til nye funktioner undervejs. Og de skal også lige med i første version. Her er snowball-effekten særligt farlig. Den forsinker nemlig hurtigt udviklingsprocessen og gør projektet dyrere og mere komplekst end først antaget.

Alt efter hvilke ressourcer du har til rådighed, kan det altså være en god idé at prioritere funktionerne benhårdt af hensyn til omkostninger og projektledelse. Bemærk at en app er en dynamisk størrelse, og at der altid er mulighed for at videreudvikle og forbedre på et senere tidspunkt. At mange apps bliver lanceret i op til flere versioner er ikke kun et spørgsmål om bugfixing – det kan også sagtens være at spørgsmål om at tilføje nye funktioner, når behovet er gennemtænkt og revurderet.

Fra misforstået hensyn til brugeren i centrum

Udover hensyn til omkostninger og projektledelse er der andre rigtig gode grunde til at holde konceptet enkelt og begrænse funktionerne. En af dem er hensynet til dem, som det hele handler om i sidste ende – nemlig brugerne. Det er afgørende, at de er tilfredse med anvendelsen af din app, og det afhænger i høj grad af funktioner.

I brug er det vigtigt, at en app har et klart og tydeligt formål, i forhold til hvilket behov den dækker. Det er afgørende for dens konkurrencefordel, og dermed dens overlevelse, at det ikke er til at tage fejl af. Derudover skal den også være nem at bruge. Det handler altså i virkeligheden om enkelthed og brugervenlighed for at bringe appen i øjenhøjde. Modsat hvad mange umiddelbart tror og forventer. Men apps skal gerne gøre hverdag og underholdning nemmere at forholde sig til. Det er de fleste apps grundlæggende funktion, og det handler om at spare tid og effektivisere. Er en app ikke i stand til dette, ryger den nemt i svinget i konkurrenceræset.

Derfor skal man som udvikler, og app-stifter, tænke i det, som vi kalder brugerrejse og flow i appen. Det drejer sig om at optimere oplevelsen af appen i brug ved at sikre, at vejen fra punkt A til B er intuitiv. En app skal ikke have en funktionalitet, der er overraskende og rodet – den skal være indlysende og oplagt. Brugere bør ikke unødigt opleve frustration, forvirring og misforståelse i en app, fordi den er avanceret at anvende. Overvej brugssituationen og forestil dig, hvordan du selv ville foretrække at anvende den i praksis og ikke i princippet.

Enkelthed er en kvalitet og en konkurrencefordel

At holde din app enkel er altså vigtigt for at sikre dens konkurrencedygtighed. For at gøre din app attraktiv skal den som sagt være brugervenlig og intuitiv. Det er blandt de mest afgørende konkurrencefordele, og de fleste kunder vil til enhver tid vælge disse apps fremfor de komplekse. En mangeårig trend i den retning har gjort, at det er forventet og nødvendigt i dag.

Selvom det virker selvmodsigende, kan det være mere attraktivt at have flere apps, der kan forskellige ting end én app, der kan det hele. Mange brugere vil foretrække at holde formålene adskilt. Det har blandt andet at gøre med de vilkår, der gør sig gældende på mobile platforme – man mister hurtigt overblikket.

Dermed ikke sagt, at din app skal være simpel. Den skal blot være enkel. Det vil sige, at de få ting, den kan – ja, dem kan den rigtig godt. Appen skal være effektiv, præcis og udføre mest ved at brugeren gør mindst muligt.

Når man fristes til at udvide funktionaliteten, er det også vigtigt at bemærke, at flere funktioner ikke nødvendigvis er værdiskabende eller tilføjer nye indtjeningsmuligheder. Det vil sige, at der måske ikke er valuta for pengene i at bruge flere penge på funktioner.

Selvfølgelig, så er der ingen regel uden undtagelser. Der findes apps, der er avancerede, som har mange funktioner, og som alligevel er attraktive, populære og konkurrencedygtige. Men en god tommelfingerregel er altså at holde det enkelt, da det kræver nogle helt særlige omstændigheder at udgøre en sådan undtagelse.

En app skal også være eyecandy

En anden side af sagen, er at overveje de vilkår, der gør sig gældende på mobile platforme. Vi taler om små skærme, hvor grafiske elementer hurtigt kan blive uoverskuelige. Og sådan må det endelig ikke være. Når du tænker funktioner, bør du nemlig også overveje sammenhængen mellem dem og appens visuelle og grafiske udtryk. En app skal være behagelig at se på for øjet, overskuelig og gerne smuk og elegant. Det afspejler nemlig ofte appens kvalitet, og det registrerer brugere lynhurtigt. Igennem en efterhånden lang årrække, har konsensus blandt grafikere, webdesignere og ikke mindst brugere været, at de flotteste apps er dem, hvor visuel minimalisme og rene linjer gør sig gældende og afspejler funktionaliteten. Appdataroom fremhæver, at man derfor ofte vil se succesfulde apps, hvor designet er fladt, simpelt og typografisk. Blandt de mest velkendte eksempler på dette er Apples designpolitik under Steve Jobs.

At udvikle en app, der retter sig efter designkonventionerne kræver derfor enkelthed og få funktioner.

Skær funktioner ind til benet

For en app-stifter, kan der være mange interessenter, som har en holdning til din app, og som søger indflydelse på den. Hvis du er iværksætter, kan det være du lægger stor vægt på din målgruppes tilbagemeldinger. Hvis I er en virksomhed kan det oven i købet være, at chefer, kollegaer eller forskellige afdelinger også har en mening om, hvad appen skal kunne. Selvom det er naturligt, og at input er afgørende for at styre konceptudviklingen i den rigtige retning, skal man huske på, at for mange kokke fordærver maden. Igen handler det om at skære ind til benet, give køb på nogle prioriteter og inkludere så få input som muligt i dine overvejelser.

Derfor: tænk enkelt, brugervenligt, intuitivt og smukt, når du skal præcisere dine funktioner. Hold dig til et minimum – i hvert fald til at starte med. Så kan det kun gå den rigtige vej med at optimere både appen og projektet. Hos Springfeed hjælper vi dig gerne på vej.

Vi tales ved.

  • Share: